Lean-Agile Thinking
Fra praksisPerspektiv

Hvad kan Scrum-frameworket hjælpe os med at se?

Da jeg begyndte at arbejde med Scrum, havde jeg en forestilling om, at vi bare skulle have de enkelte dele på plads. Så ville vi blive bedre til at levere værdi, motivationen ville stige, og arbejdet ville blive lettere.

I starten blev jeg frustreret, da jeg opdagede, at så enkelt var det ikke. Der var jo en eksisterende virkelighed med vaner, strukturer og mange forskellige forventninger, som ikke forsvandt, fordi vi begyndte at arbejde med Scrum.

Et eksempel, jeg har mødt mange gange, er ønsket om et fælles Sprintmål. Det kan være svært at samle arbejdet om ét mål, når der allerede er for mange ting i gang, og opgaverne trækker i forskellige retninger. Så er det ikke nødvendigvis nok at blive bedre til at formulere målet. Vi er også nødt til at undersøge, hvad der gør det svært at skabe fokus.

Efterhånden begyndte jeg at se Scrum som én linse blandt mange. Jeg havde været lidt for optaget af, at det var den eneste, og at den bare skulle implementeres. Den underliggende empiriske tilgang blev vigtigere for mig: at undersøge, hvad der faktisk sker, og tilpasse det, vi gør, ud fra det, vi lærer.

Jeg begyndte også at kigge på flow, organisationsdesign, menneskelig adfærd og teamdynamik. På overleveringer mellem teams og på de rammer, samarbejdet foregik inden for. Hver linse gav mig mulighed for at få øje på noget, jeg ikke havde forstået før.

Det gælder også produktbeslutninger. Scrum giver os en ramme for løbende at undersøge og tilpasse det, vi arbejder på. Men Scrum fortæller os ikke i sig selv, hvor der skabes værdi, for hvem eller på hvilken måde. Den forståelse må vi arbejde med at få.

Når en stakeholder ønsker en ny funktion, kan vi derfor have brug for at se ud over selve løsningen. Hvad prøver brugeren at opnå? Hvilken forskel forventer vi, at funktionen vil gøre? Og hvad bygger den forventning egentlig på?

De spørgsmål kan hjælpe os med at finde den antagelse, der er værd at undersøge, før vi bruger mere tid på løsningen. Måske ved at følge brugerens arbejde eller afprøve en enkel version med en bruger.

For mig handler det derfor ikke om at samle flere modeller og teknikker. De bliver relevante, når de hjælper os med at forstå noget i vores egen kontekst og finde et meningsfuldt næste skridt.

Det er også en vigtig del af syvugersforløbene SM Advanced og PO Advanced. Her arbejder vi med forskellige perspektiver og små, fokuserede initiativer i egen praksis, så forståelsen udvikler sig sammen med det, vi prøver af.

Hvilken antagelse i en aktuel produktbeslutning ville være værd at undersøge først?

Se alle